Jeg hedder Malou Munch og er uddannet Pædagog og Cand. Pæd.Soc. Jeg har altid været utrolig fanget af at fortælle om det levede liv eller det et individ skaber omkring sig i sit levede liv, fra både et børne- og voksenperspektiv. Jeg har ofte haft et særligt øje for det oversete, det som vi misser i praksis, både i daginstitutioner og i folkeskolen. Så når jeg enten opdager en blind vinkel i min egen praksis eller hos andre, så har jeg ganske enkelt svært ved at slippe det, før der er handlet på det. Lige så meget fanger det mig, når nogle handler på det oversete - så skal denne fortælling ud.
Jeg har i mange år oplevet et manglende fokus og en forståelse af, hvad det vil sige at have med højt begavede børn at gøre, både i folkeskolen og i daginstitutioner. Når jeg nærstuderer tegnene og udfordringerne der kan opstå ifm. højt begavede børn, vækker det en undren om, hvordan jeg stimulerer dem bedst muligt. Og ikke bare kommer med fordømmende kommentarer over et barns opførsel eller til forældrenes håndtering af et barn. For det sker desværre også for dygtige praktikere. Jeg finder det relevant at sætte højt begavede børn i fokus, fordi dette fokus er relativt overset i Danmark i praksis. Vi taler om inklusion af fagligt svage elever og om børn i mistrivsel eller social udsathed og kan hurtigt trække på både forskning og viden og være dygtige til at handle i forhold til børn i disse positioner, men børnene med høj begavelse er oversete. Typisk med tanken ”de skal nok klare den, fordi de har deres intelligens”. Her opstår min stædighed om at fokusere på det oversete.
Når jeg har skabt aktiviteter i daginstitutioner eller undervisning for børn i skoleregi er det med ønsket om at børnene skal lære med hele kroppen, herunder også en bevidsthed om at aktivere begge hjernehalvdele, at opnå stemthed og meningsfuldhed for børnene. Jeg er optaget af at kreativiteten altid skal have en plads. Fx indbyder arbejdet med eventyr til anvendelsen af mange elementer som sang, musik, sprog, leg, robotteknologi, bevægelse, kroppens lyde, forskellige materialer de kan arbejde med i hænderne, bare børnene lærer noget om sig selv og de andre i processen. At de lærer noget om samfundet som en helhed.
Børnenes spor er min største inspiration. Om det er en frygt de udtrykker eller en interesse, så prøver jeg at gribe den og skabe rammer, hvor deres frie udfoldelse kommer i spil og jeg har ofte skulle turde at stole på deres fantasi og lade dem shine, uagtet om den er udsprunget af noget godt eller skidt.